Velkommen

Forfattere

Tekster

Søgning
Camilla Christensen

Camilla Christensen



Stjernebarn
Stjernebarn
1996
Samleren


Barnet sidder tilbage på gyngen i mørket. Barnet derude i oktobers tidlige og blæsende mørke krummer sig sammen på gyngen, mens nogen passerer.

― Anja, du skal hjem og hygge dig, inden du skal puttes.

De voksne, de ængstelige, de tøvende, overtalende stemmer i mørket rammer den lille hvide skikkelse.

Ingen dér kan se hinandens øjne.

― Jeg vil ikke hjem.

Den lyse stemme trænger klart gennem vinden og står lodret foran den voksne, der standser helt op og er fanget.

― Anja, gå nu ind i varmen. Der er da ikke rart herude.

― Jeg vil ikke hjem.

Skridtene fortsætter tøvende. Standser igen. Fortsætter. Det er viljen, der sætter den ene voksne fod foran den anden, videre. Væk, væk, væk genlyder det nu taktfast i gruset. Og hvert skridt bringer den voksne nærmere sit hjem, hvor børn venter.


Barnet sidder på gyngen i oktobers aftner. Gynger, nynner sange om stjernerne, som hun selv finder på. Stjernebarn, Anja, StjerneAnja, synger hun. Hun lyser i mørket, en lille hvid plet, som de voksne haster forbi. Hun ser dem, og hun kan mærke dem i sig, deres ilsomme skridt, deres tøven, deres skam, deres tvivl, og den vrede hun vækker i dem.

Hun synger lidt højere, når en voksen går forbi, en lille bitte smule. Nok til at de kan høre ordene Stjerne og Anja. Hun fniser, når de er uden for hørevidde.

― Anja, du skal hjem og hygge dig, inden du skal sove.

En voksenstemme gennem mørket.

― Jeg vil ikke hjem. Den lyse pigestemme, der ler og græder på samme skærende frekvens.

― Du skal hjem til din mor, Anja, siger stemmen. Tættere på. En skygge i mørket. Stemmen skælver en smule.

Så mærker hun varme hænder mod sine skuldre, lidt tøvende, varme voksenhænder. Hun skriger.

― La' så vær!

― Nej, siger stemmen. Stakåndet.

Og barnet løftes op, holdes tæt ind til den voksne krop. Og barnet slår og river, og den voksne stemme bander, men hænderne holder fast, og barnet kan mærke det voksne hjerte banke under tøjet, mærke varmen fra bløde bryster mod sin krop og skriger højere og højere, mere og mere hjerteskærende.

― Hold op, Anja, siger stemmen. - Din mor savner dig.

― Nej, hun gør ej, nej, hun gør ej.

Og barnet slår og slår med knyttede hænder mod den stærke voksne krop.


Barnet sidder tilbage på gyngen i oktobers blæsende mørke og ser på den lukkede dør. Hun ser på den lukkede dør og lukker øjnene. Hun åbner dem, og døren er stadig lukket. Og én gang til. Og én gang til.

Og skridtene er hørt op.

Hun sidder lysende krummet på gyngen i mørket og lytter til skridtene, der ikke længere høres. Hun ser sig omkring i det tomme mørke og mærker hver knogle, alt det hårde i sin krop, ser den lyse i mørket som en stjerne og hører stilheden derude mellem stjernerne, hvor hun bor.

Hun har trukket aftenhimlen tæt omkring sig og er forsvundet. Hun er en stjernen blandt andre stjerner, uopnåelig, urørlig. Og inde i stjerne findes et andet mørke, der ikke er aftnens og nattens. Det er helt hendes eget og spejles i de oplyste ruder derhenne, derinde hvor moren går rundt.

Mørket vokser inde i barnet, der ved, at stjerner lyser koldt på afstand og brænder, når man selv er én.


Den voksne tøver på tærsklen. Kan hun det. Kan hun om et øjeblik stå med det kolde barn i sine arme og møde morens blik, det vigende, skamfulde blik hos én der ved, at hun har tabt Som et spejl.

Den voksne banker på, træder ind. Barnet hænger slapt mod hendes bryst. Klynker nej, nej, nej.

― Anja sad udenfor på gyngen. Det er ved at være sent, så jeg fulgte hende ind.

Hun lyver. Hun ved, at hun lyver, og hun ved, at moren ved, at hun lyver. Og moren lyver også.

Moren tager imod barnet, der spænder alle muskler til et skrig, men igen falder kraftesløst sammen, nu i morens arme.

― Tak, siger moren. ― Det bliver tidligt mørkt nu, og det er også ved at være sengetid.

Den voksne tøver på tærsklen, vil sige noget mere, men vender sig og går.


Barnet sidder på gyngen i oktobers aftner og synger sine sange. Moren er gået hen til vinduet og står indenfor i lyset og ser ud på sit barn. Barnet ser hende tydeligt og tror, at moren ser hende selv lige så tydeligt, men moren ser en hvid skygge, et spøgelse, genskæret af et barn, af en eksploderet stjerne på vej gennem himmelrummet.

Og moren mærker barnets kolde krop mod sin, moren mærker sine fingre krummes om skuldrenes spinkle knogler og vil knuge, knuge, knuge barnet ind i sin egen varme, bløde fylde.

Men barnet sidder derude og synger, og moren tør ikke gå derud og ved snart ikke længere, hvem der er inde, og hvem der er ude.




© copyright forfatteren.