Claus Beck-Nielsen (1963 - 2001)

fra Claus Beck-Nielsen (1963 - 2001)
Claus Beck-Nielsen (1963 - 2001). En biografi
2003
Gyldendal

FORORD

Hvordan fortæller man den sande historie om et menneskes liv? Og kan man overhovedet det? Et menneske kommer til verden, lever og er pludselig en dag gået bort. Hvem var han egentlig? spørger man. Og prøver at huske. Men han er der ikke. Han er væk.

Som enhver fortælling om begivenheder eller mennesker, der virkelig har fundet sted, er også denne biografi blevet til på grundlag af et udsnit af virkeligheden. Jeg har ikke talt med alle levende mennesker og ikke læst alverdens bøger. Jeg kender langtfra til alt, hvad der er skrevet, tænkt, sagt, husket af og om denne bogs hovedperson. Jeg har koncentreret mig om et nøje udvalgt udsnit af det mulige kildemateriale. Der må være en grænse, og et sted er man nødt til at stoppe. Det er problemet for enhver biograf. Hvis man virkelig ønsker at fortælle den sande historie om et menneske, så burde man i sandhedens navn slet ikke begynde at skrive sin biografi, før man vidste alt, hvad der var at vide om det menneske, hvis liv man ønskede at fortælle. Og hvis man endelig nåede frem til det punkt, hvor man kunne skrive historien og oven i købet fik den trykt og udgivet, så ville man i sandhedens navn være nødt til at revidere den, hver gang noget nyt materiale dukkede op: en erindring, et fotografi, et rygte, en ny biografisk teknik, nye videnskabelige landvindinger i forståelsen af begreber som „jeg'et", „identiteten", „bevidstheden" osv. Men et sted må man trække en grænse, ellers tager historien slet ikke form. I stedet for historien om et menneske vil der hvert øjeblik bare være en uoverskuelig mængde af materiale og ansatser til historier, der stritter i alle retninger. Og dette kaos er måske, i virkeligheden, sandheden. Men den sandhed kan man ikke fortælle. Man kan måske sammenligne biografens opgave med portrætmalerens. Hvis man ikke vælger et bestemt øjebliks bestemte ansigtsudtryk, men ønsker at afbilde personen i alle tænkelige situationer og med alle tænkelige ansigtsudtryk på én gang, så ender billedet med slet ikke at forestille noget. Til sidst vil det bare være en udflydende gråsort plamage.

Som enhver anden biograf har jeg altså skrevet min historie på grundlag af et udsnit af alverdens tilgængeligt materiale. Blandt de vigtigste kilder er Kraks Blå Bog 2001 Ekstra Bladet 5. februar 2001, Information 1. - 10. marts 2001 samt indholdet af min hovedpersons harddisk, som den så ud i vinteren 2001 - 02, og en notesbog med notater fra det sene efterår 2001. Jeg har interviewet forskellige personer, men ingen af hovedpersonens venner eller familie, og hvad angår hans forældre, så har jeg taget udgangspunkt i de oplysninger, der findes om dem i Kraks Blå Bog 2001. Som enhver anden biograf kunne jeg i sandhedens navn have søgt oplysninger alle mulige andre steder, men så var historien blevet en helt anden, og et sted er man nødt til at stoppe. Mit mest opsigtsvækkende valg er måske, at jeg har undladt at gøre brug af mine egne erindringer om hovedpersonen og hans liv. Det skyldes for det første, at jeg sandt at sige ikke stoler på mine erindringer og sandhedsværdien af dem. For det andet er jeg ikke i stand til at overskue, endsige begribe dem, og vil derfor ikke kunne forme dem til en fortælling.

Indsamlingen og udvælgelsen af det kildemateriale, der ligger til grund for biografien, sluttede i det tidlige forår 2002. En del er sket siden da. F.eks. udkom i slutningen af april samme år bogen Selvudslettelser, og siden da er der kommet hele to nye udgaver af Kraks Blå Bog. At der slet ikke bliver taget stilling til disse nye og sikkert relevante kildematerialer i denne bog er påfaldende, men jeg er bange for, at min historie ikke er mindre sand af den grund. Bagest i Selvudslettelser er der en plakat, et fotografi af et sølle udseende menneske. Ved hans side står der: Claus Beck-Nielsen (1963 - 2001). Claus Beck-Nielsen erklæres for værende død. I Selvudslettelser er der altså en dødserklæring, men ingen angivelse af dødsårsagen. Denne biografi giver måske ikke den endegyldige forklaring, men den indeholder historien om livet, den tid, der gik forud for og uvægerligt peger frem mod døden.

Historien tog sin endegyldige form i foråret 2002, for mere end et år siden. Der er mange ting, jeg ville gøre, fremstille og fortolke anderledes, hvis jeg skulle fortælle historien i dag. Blandt andet kan jeg ved gennemlæsning godt undre mig over, at fortælleren anno 2002 i sin søgen efter sandheden om Claus Nielsen slet ikke sætter spørgsmålstegn ved sin egen rolle. Denne hang til at være anonym og gå i en fremmed mands tøj?! Men som sagt: et sted må man stoppe, og jeg har altså valgt i store træk at lade historien, og dermed fortælleren, stå, som de stod i foråret 2002.

Hvad mig selv angår, så har jeg siden dødserklæringen i Selvudslettelser været i tvivl om, hvem jeg var, og hvad jeg skulle kalde mig selv. Et menneskes handlinger må have en vis konsekvens: Man kan ikke den ene dag erklære sig død og så den næste dag gå i biografen eller udgive en bog. Og hvis man så alligevel gør det, må det være som en anden, med et andet navn. Men som hvem? Og hvilket navn? Hvis Claus Beck-Nielsen døde i 2001, hvem er det så, der skriver dette? Spørger jeg mig selv. På døren til lejligheden, hvor jeg bor, står der Helge Bille. Men Helge Bille er ― ifølge Folkeregistret og de øvrige beboere i ejendommen ― død. Helge Bille har i virkeligheden været død betydeligt længere end Claus Beck-Nielsen. Ja, sandheden er, at da jeg flyttede ind i efteråret 2002, havde Helge Bille været død i mere end 15 år. Ikke desto mindre er det hans navn, der i alle disse år har stået, og i dette øjeblik stadig står, på døren.

Hvem Helge Bille var, og hvordan han så ud, ved jeg ikke. Under restaureringen af den lejlighed, som han øjensynlig havde brugt sit liv på at slide ned, fandt jeg et fotografi. Fotografiet viser en meget stor sal fyldt med mennesker, mænd og kvinder i kjoler og jakkesæt, festklædte, men dybt alvorlige mennesker, som alle ser i retning af kameraet. Jeg formoder, at Helge Bille er et sted i mængden, men da jeg ikke ved, hvordan han så ud, så er det kun en formodning. Hvad mig selv angår, så har jeg endnu ikke fundet mig, men det er meget muligt, at jeg er der. Et sted i mængden af mennesker. Måske. Hvis bare jeg bliver ved med at se, hvis jeg stirrer og stirrer, så måske jeg en skønne dag vil få øje på mig selv: Dér, kan jeg sige, der er jeg. Det der, det er mig. Måske.

c/o Helge Bille, København, juli 2003

„HVEM ER JEG?"

Journalnr. xx: Claus Nielsen

Tirsdag den 12. december 2000, kl. 9:59 steg en ca. 35-årig mand af toget Bertel Thorvaldsen, der netop var ankommet til Københavns Hovedbanegård fra Tyskland. Manden var meget tynd, sygeligt udseende, ifølge øjenvidner formodentlig narkoman, og medbragte ingen bagage ud over den smule tøj, han havde på: kondisko, tynde grå joggingbukser, træningsjakke og en Apple reklamekasket trukket omvendt ned over hovedet. I løbet af det følgende døgn bevægede manden sig i miljøet omkring Hovedbanegården, Istedgade, Halmtorvet og Skelbækgade med en enkelt afstikker til Sydhavnen.

Allerede en times tid efter sin ankomst henvendte han sig på Mændenes Hjem i Istedgade, hvor man var nødt til at afvise ham, blandt andet fordi manden ikke kunne fremvise nogen form for legitimation. Han havde tilsyneladende mistet alt, enten i toget eller i løbet af de angiveligt 5-6 år han, sandsynligvis illegalt, havde opholdt sig i Tyskland. Man henviste ham til Den Sociale Døgnkontakt i Vester Voldgade, hvor man efter forgæves at have søgt ham i edb-systemet sendte ham tilbage på gaden med et blåt HT-klippekort (med 1 klip) og en liste over væresteder, han kunne opsøge i løbet af dagen.

Sidst på dagen dukkede han op på politiets Station 1, hvor man gjorde et grundigt forsøg på at finde ham, men da han ud over sit eget navn, Claus Nielsen, ikke kunne huske hverken navnet på sin fødeby, sine forældre eller sin sidste bopæl i København, var man nødsaget til at sende ham tilbage på gaden. Her strejfede han så omkring, faldt tilsyneladende ubesværet ind i miljøet af hjemløse, narkomaner, pushere og alkoholikere og endte aftenen på herberget Himmelekspressen i Sydhavnen, hvor man undtagelsesvis lod ham overnatte uden legitimation. Kort før daggry lukkedes han med de øvrige hjemløse ud i regnen, gik for sig selv i retning af Sydhavn Station. Og forsvandt.

Og sådan fortsatte det. I løbet af december og januar måned dukkede Claus Nielsen op gentagne gange. Utallige institutioner, fra herberger, kirkelige væresteder og socialkontorer til ministerier og menneskerettighedsspecialister kunne bekræfte, at de havde haft besøg af den personnummerløse, der, som tiden gik, virkede stadig mere forhutlet og afmagret. Kort før jul opsøgte han Ekstra Bladet, som tilbød at bringe hans billede og en efterlysning af pårørende. Men Claus Nielsen afviste. Og først hen imod slutningen af januar ― da alle forsøg på at få sig et nyt personnummer og dermed muligheden for at få sig et sted at bo, økonomisk hjælp og mad i munden, kort sagt et liv, tilsyneladende var slået fejl ― tog han mod tilbuddet fra formiddagsbladet.