― Kan du ikke lave en historie på det, sagde hun.

― På hvad, sagde jeg, og lod som om jeg ikke vidste, hvad det var, jeg drejede mig om.

Bag os gik elevatordørene i.

― Det er bare eksem, sagde jeg.

― Det er op til dig, sagde hun, ― bare det ikke fylder for meget. Avisen betaler billetten.

Jeg trak på skuldrene og elevatoren satte i gang. I løbet af de sidste år har jeg tabt tolv kilo. Det ser ikke så godt ud. Min nakke er stiv. Det væsker betændt omkring ørerne. Og min kone er gravid.

― Jeg ved ikke, sagde jeg.

― Netop, sagde hun, og så var det en aftale. Jeg stod allerede på tredie døgn nedfrosset på husets forside i plateausko og gennemsigtig ligskjorte. Det sneede. Mine brystvorter lyste som katteøjne i disen. Jeg tog chancen og gik ud foran en lastvogn.

― Der Tod und Bach Nielsen, gol Stelter og lod førstnævnte tage rattet, mens han, ved en elegant omrokering, selv brat var lidt til en side.

― Kender ihr einander? forhørte han og spændte skråremmen.

― Hvem, sagde jeg med en stemme, som var jeg endnu i min bedste alder.

― Ach Quatsch, skreg Stelter og slog skallen for panden, ― der Ernst ist ein Meister aus Deutschland.

Og sådan fortsatte de. Derudad. På kryds og plat læns mellem vognene i det hellige almindelige ligtog. Selv lå jeg, selvfølgelig meget mod min sidste vilje, bagi, trygt indrulleret som en fisk i Søndagsavisen og begyndte så småt at lugte.

― Wie geht es? rallede Herr Stelter forfra.

― Ad helvede til, konstaterede jeg og vinkede min sjæl farvel, som i al hast hang fra bagsmækken og raslede som en række dåser på snor.

― Ich habe Ernst hier medgebragt, gentog Herr Stelter, ― Kender ihr einander?

Da capo al fine. Og jeg spillede død.

― Ach! Der ist ein Meister aus Deutschland, skreg Stelter og slog skallen for panden. I det samme gik vandet. Det strømmede imod os. Denne konfrontationskurs, tænkte jeg, er bare endnu et forsøg på at undvige: I bakspejlet så jeg Im Ernst i øjnene i håb om, at han ville slå blikket ned og tro om! I min familie er der tradition for kræft i tyktarmen og maven. For tykt blod og for meget tryk på. Det mest almindelige er generelt det mest effektive. Nu har jeg altså, som den første Bach Nielsen, fået den her eksem, som ingen vil navngive, og som kan få hvemsomhelst, ― hvemsomhelst, siger jeg! til, efter brat stirren, at slå blikket ned.

― Jeg mener det im Ernst, tryglede jeg.

Resten var tavshed. Næh:

― Hvor vil du hen med det, sprach also unser Führer Im Ernst og på brat dansk.

― Det ved jeg ikke. Hinsides.

― Har du en adresse?

― Næh, indså jeg.

― Det er jo et vidt begreb.

― Ja, det kan jeg tænke mig, tænkte jeg mig.

― Nej, det kan du ikke.

― Næh, indså jeg, ― kan du anbefale noget?

― Plötzlicher bortgang og stille sovet ind, citerede han, ― er det alt, hvad I har?

― Ingen årsag, håbede jeg.

― Intet nyt under jorden. Lauter Elendige og nedslidte modeller!

― Det behøver ikke at holde så længe, bad jeg til.

― Men det gør det, skreg Stelter og slog skallen for panden, så kæberne raslede, og ned skyllede en halvliters Hancock.

― Toldfri, ræbede Herr Stelter, ― nah, und? Hvad har vi? lagde han til, ― kuller, Krebs, cancer eller kræft?

― Nej tak, sagde jeg, ― prøv at se, om du kan ramme noget forbigående.

Den sad! Han, eller hun, i farten nåede jeg ikke at bestemme hverken køn eller alder, en brat skikkelse, skilte sig tilpas ud af mængden på fortovet, im Ernst trak på rattet, et knald, som om also nogen sprak og forsvandt som kølhalet ind under karosseriet.

Og jeg. Var lige vidt. Godt på vej og ikke en meter længere. Jeg kan ikke beskrive det. Det var lige oppe over med mig. Som sædvanlig. Men indtil videre har det altid været noget psykisk, en slags ufrivilligt fantasteri, den slags lidelser, som er som skabt af mig selv og til at leve med. Mens det for andre, min kusine for eksempel, er uden for enhver tvivl, og det med det vuns. Hun var et par og tyve. Det var juleaften. Hun bøjede sig ned efter en, her im Nachhinein, uspecificeret gave, og hendes svigerfar fik øje på modermærket deroppe under på låret. Havde det ikke været for det, havde han måske tænkt på noget helt andet og lige så usammenligneligt frygteligt. Nu sagde han det højt. Og fra det ene øjeblik til det næste var hun helt ad helvede til med et spædbarn og ét til indenbords i voksende værk. For et øjeblik siden havde der ikke været det fjerneste, kun de nærmeste og Glade Jul. Nu er træet for længst sat på gaden, og hun må sidde med benet oppe, som om det ikke var nok i sig selv, og hun og hendes absolut uafbrudt skal se det i øjnene, udstillet: Her er din død! Vi begynder fra en ende af og æder os op, det er vel snart sort, opsvulmet, væskende, mens jeg sidder her i fuld fart på vej ud over tangenterne med livet i hænderne, solen skinner, sneen glitrer i dyriske former, så langt øjet rækker, og det rækker langt! Jeg burde skamme mig. Eller tro. Eller slet og ret tænke på en helt anden. Næsten. Du. Hvad er det for noget!

― Tænk ikke på mig, bad jeg så mindeligt, ― bare tag det mest nærliggende.

Men selv dét har forskellige navne herude, hvor Frederiksberg ligger på sit yderste. Hvor man end sig vender hen, så er der en forbrændingsforanstaltning, gartnere, hække og tusindvis af sten, som de efterladte herskaber har sat på højkant. Inden for smedejernsgitrene, sortmalede, selvfølgelig, Berlingske Tidende & Ordnung muss sein.

― Nah, nun får han kolde fødder, bemærkede Herr Stelter, og raflede med benraden, ― under fire øjne, und so bliver det Solbjerg Kirkegård.

Det blev to. Im Ernst rullede op foran kapellet og trak håndbremsen. Solen havde fået et gennembrud.

― På med badetøjet, slog Stelter for og lagde film i apparatet.

― Nej tak, sagde jeg, ―jeg skal ikke nyde noget. Jeg tager den under the rocks, spøgte jeg, på forskud.

― Det er bare gas, forsikrede han og skruede godt op for hanerne. Det blev en ulige kamp. Jeg kunne ikke mere. Jeg var ved at gå i opløsning. Men Stelter og hans listige rad var mærkbart ligeglade. Han trængte ind i mig bagfra. Som sædvanlig. Og sidenhen? Det gjorde ikke engang ondt. Jeg blødte fra tandkødet, levret, sødt, metallisk, det flød fra mundvigen og ud over enhver beskrivelse.

― Wir graben ein Grab in dem Fleisch, sang de berusede, mestersangerne, ― dort liegt man eng.

I det samme kom gravkoen ud af den nærliggende Bøgeskov brasende, tværs gennem sakristiet og pissoirets blankpolerede flisevæg sprøjtede den das Ding in sich, og skovlede mine belortede rester op i een eneste mundfuld. Kort proces. Ein Meister aus Nürnberg!

―Wir grüßen ihn früh, wir grüßen ihn spät, gjaldede Herr Stelter glidende ud af mit jordiske gods, som smurt klang hans kontratenor, ― rühmet, was heute der Höchste getan.

Så brød han sammen og opstod igen og igen og ― det her, sagde jeg afklaret, ― det er min død! Og så den i øjnene: Rubiner i kogende mælk, og ― Nix weiter, sprach Stelter og gav mig en sidste gang gas med skovlen højt hævet og kors og bånd og koen i sprøjtende hjulspin bagud af den provisoriske badeanstalt.

Decembersolen brændte sart over Solbjerg Kirkegårds velplejede parceller, fyrværkerimester Umberto Scelcis marmorstele sejrrigt lysende blandt buksbom og rønnebærdråber. Im Ernst lynede ned og kvitterede med min sidste olie, udvundet af den fineste saftspændte marv, lagret femogtredive år i mit mest absurde mørke, i sneen.

― Gehen wir, gjaldede Stelter.

― Wir gehen, sprak vi im Ubrigen som med een mund, og så var den sag ude i verden:

Jeg lå som før på bunden af mesterens skovl, dirrende, rystet af gravkoens brøl. Det var, indrømmet, ikke sådan jeg havde tænkt mig det, og som jeg dog ellers har tænkt! Men nu står det der altså, som en forsmag eller et forslag til det utænkelige. ― Når det endelig skulle være, vil de sige, de i kølvandet efterladte, for deres egen skyld, ikke for min. Sorgen såvel som sorgerne sorterer under de levende, såvel som dette med rædsel slagne grin. Mens ovre i Vejen, i et slumrende parcelhuskvarter, sidder hun, endnu en Bach Nielsen! med benet oppe på sofabordet og dør hen som en sagte ild. Modermærket! At føde sit barn med dødens mærke, en lille, men tavst voksende, sort klat beg, et mærke, der bare skal plejes, ud i solen! tænk ikke over det! gnub det! krat det! en knap til udgangen: "press the button", pres til den brister, og så er det ud! Hendes far vil ikke forstå det. De fleste andre holder sig væk. En tid endnu.

Vi rullede vestpå, Richtung Domus Vista, Mesteren og jeg som et fedt i skovlen, Herr Stelter højt hævet over den slags i sin førerbunker af vibrerende glas. Kastanier med slukkede lygter sejlede hen over min himmel, denne torsdag, hvorfor ikke, en torsdag, min herre, en torsdag i december skal du ryddes af vejen! Med pinlig nøjagtig historisk korrekthed havde Herr Stelter, som den bestillingskunstneriske epigon, han er, på forhånd ryddet en hel halv hektar af den mest velplejede kirkegårdshave, drei Meter i dybden, som et friluftsbad i vælde, og, for et syns skyld, dette mit vildrådte vildtrådende frådende syn, fyldt det med kommunens halvt opløste røvhuller.

Min kusine, lad os kalde hende Modermærket, er knap ti år yngre end jeg. Fabelhaft, ikke?! Femogtyve og mor til to næsten spædbørn. Noch besser! Og her går jeg og rydder op, fjerner nullermænd, tager armbøjninger, løber en tur rundt om blokken, trækker i snoren, og så er det gjort! vasker mine hænder, sætter et kryds og flytter et komma, dokumenterer flytningen og registrerer dokumentationen i det altomfattende netværk, der udbygges med snabler og veje i alle retninger, broer over snart sagt ethvert sund, alliancer, konventioner, for at skabe en sammenhæng, et marked, en højere orden, livsforsikringer, statuer, slipseknuder, et vidunderligt regnestykke, der går stadig mere, stadig skønnere, stadig mere totalt og umenneskeligt op, og så bemærker en ellers komplet ubemærkelig mand, velsagtens tømrer eller nattevagt i Legoland, en skønne juledag det lille mærke deroppe under på låret af sin svigerdatter, og læser det: Åbnes den fireogtyvende. Først da er det uigenkaldeligt for sent.

Herr Stelter trækker grænsen på kanten af denne min helt personligt entworfenen massegrav, springer ud af sit ståltårn og falder til jorden som sendt fra himlen.

― Herr Bach Nielsen, hvisker han og brækker min kæbe afled til en sidste hilsen, stikker jernhandsken ind, og hvad har vi? Ikke så meget som en sølvplombe. Væbnet med plastik til tænderne er jeg, en ny generation uden merværdi, der er ikke noget at hente. Herr Stelter spreder pege- og langeMann til en sidste strækmarch ind i mit sydende syn.

― Mein Vater, sprach han i præsens, mens jeg går i sort, ― var ansat im Fødeabteilung, han forløste de udvalgtes børn ved Kaiserschnitt, aber, sagde Stelter dabei, ― han lukkede ikke såret, im Gegenteil, han lod muligheden stå åben, så det menneskelige kunne slippe ud og komme for en dag. Und wissen Sie, Herr Bach Nielsen, sprach also Herr Stelter i hvidt opflammet vælde, ― det beviste sig, at die Mutter bekiimmerte sich mere om sit eget sår, end om det nyfødte barn. Modermærke! Kaiserschnitt! Mensch! brølede han og rullede den sidste stump film ind i kamerahuset. Den var sort-hvid, ridset og ældre end jeg.

― Meine Mutter, græd Stelter, og jeg vidste, at jeg elskede ham, ― meine Mutter, i dette sidste øjeblik var jeg ikke længere i tvivl. Jeg lukkede sporet til Vejen, jeg lader hende sidde i decemberskumringen og rådne op, med åbne øjne, jeg skænker hende en tanke, og en til, men jeg giver hende ikke min hånd, det bliver ved ordene, ― das Ich an sich, hviskede Herr Stelter og lyste mit livs mørke op med sin forbrydelse, ― og jeg tilspørger dig, sprach han, og jeg gav mig hen.

Johann Sebastian Bachs ufuldendte fuga, Contrapunctus XIV i d-mol, er muligvis musikhistoriens eneste fuldendte værk. Midt på sin vej op ad en af de utællelige spiralerende trapper ned i det guddommelige.